Nordmakedonien er et land på Balkanhalvøen i det sydøstlige Europa. Landet har ingen adgang til havet og grænser op til Kosovo mod nordvest, Serbien mod nord, Bulgarien mod øst, Grækenland mod syd og Albanien mod vest.

Landet har et areal på omkring 25.700 kvadratkilometer og en befolkning på knap 2 millioner mennesker. Hovedstaden er Skopje, som også er landets største by og vigtigste centrum for politik, økonomi, uddannelse og kultur. Andre større byer er Bitola, Kumanovo, Prilep, Tetovo, Ohrid og Veles.

Det officielle hovedsprog er makedonsk, som er et sydslavisk sprog og skrives med det kyrilliske alfabet. Albansk har også en stærk officiel stilling og anvendes blandt andet af den store albanske befolkningsgruppe. Der tales desuden tyrkisk, romani, serbisk, bosnisk og flere andre sprog.

Nordmakedonien er en parlamentarisk republik. Præsidenten er landets statsoverhoved, mens regeringen ledes af en premierminister. Landet blev medlem af NATO i 2020 og er kandidat til medlemskab af EU. Valutaen er den makedonske denar.

Landskabet består hovedsageligt af bjerge, højsletter, dale og søområder. Floden Vardar løber gennem store dele af landet og fortsætter sydpå gennem Grækenland, hvor den munder ud i Det Ægæiske Hav.

Nordmakedonien har tre store naturlige søer, som deles med nabolandene. Ohridsøen ligger på grænsen til Albanien og er kendt for sit klare vand, sin store dybde og et særligt dyre- og planteliv. Byen Ohrid er samtidig kendt for sine gamle kirker, klostre og historiske bygninger.

Området har været beboet siden oldtiden og har gennem historien været påvirket af mange forskellige kulturer og riger. Dele af området var knyttet til det antikke kongerige Makedonien, men det nuværende Nordmakedonien dækker kun en del af den større historiske og geografiske region, der kaldes Makedonien.

Senere kom området under Romerriget og derefter Det Byzantinske Rige. Den romerske handels- og militærvej Via Egnatia gik gennem regionen og forbandt Adriaterhavsområdet med Konstantinopel.

Slaviske folkeslag slog sig ned på Balkan i løbet af 500- og 600-tallet. I middelalderen blev området skiftevis kontrolleret af blandt andre byzantinske, bulgarske og serbiske herskere.

Fra slutningen af 1300-tallet blev området en del af Det Osmanniske Rige. Det osmanniske styre varede i omkring fem århundreder og satte tydelige spor i arkitektur, madkultur, handel og befolkningssammensætning.

Under Balkankrigene i begyndelsen af 1900-tallet mistede Det Osmanniske Rige kontrollen over området. Den geografiske region Makedonien blev derefter delt mellem Serbien, Grækenland og Bulgarien. Størstedelen af det nuværende Nordmakedonien kom under serbisk kontrol.

Efter Første Verdenskrig blev området en del af Kongeriget af serbere, kroater og slovenere, som senere fik navnet Jugoslavien. Under Anden Verdenskrig blev området besat af aksemagterne og hovedsageligt administreret af Bulgarien.

Efter krigen blev området oprettet som en af de seks delrepublikker i det socialistiske Jugoslavien. I denne periode blev det makedonske sprog standardiseret, og der blev etableret egne kulturelle og politiske institutioner.

Da Jugoslavien begyndte at gå i opløsning, stemte et flertal af befolkningen for selvstændighed. Landet erklærede sig uafhængigt i 1991 og undgik de omfattende krige, der ramte flere andre tidligere jugoslaviske republikker.

Den nye stat brugte først navnet Republikken Makedonien. Grækenland protesterede mod navnet, fordi Makedonien også er navnet på en græsk region og har stor betydning i græsk historie. I internationale organisationer blev landet derfor i mange år omtalt som Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.

Efter en aftale med Grækenland ændrede landet i 2019 officielt navn til Republikken Nordmakedonien. Navneændringen banede blandt andet vejen for landets medlemskab af NATO.

Nordmakedonien har en blandet befolkning. Flertallet betegner sig som makedonere, mens etniske albanere udgør den største minoritet. Der lever også tyrkere, romaer, serbere, bosniakker, valaker og andre grupper i landet.

Spændinger mellem makedonske og albanske grupper førte i 2001 til en væbnet konflikt. Ohridaftalen samme år afsluttede konflikten og gav blandt andet større rettigheder og politisk repræsentation til landets minoriteter.

Den største religiøse retning er den østlige ortodokse kristendom, mens en betydelig del af befolkningen er muslimer. Religion og etnisk baggrund hænger i nogen grad sammen, men landet rummer også blandede lokalsamfund og familier.

Økonomien bygger blandt andet på industri, landbrug, handel, transport, energiproduktion, tekstiler og service. Der fremstilles blandt andet metalprodukter, maskindele, kemiske varer, fødevarer, tøj og elektrisk udstyr.

Landbruget producerer blandt andet tobak, vindruer, peberfrugter, tomater, hvede og forskellige frugter. Vinproduktion har en lang tradition, og især områderne omkring floden Vardar har gode betingelser for vindyrkning.

Nordmakedonsk kultur er præget af slaviske, byzantinske, osmanniske og balkanske traditioner. Folkemusik og dans spiller en vigtig rolle ved festivaler, bryllupper og højtider. Den traditionelle musik anvender blandt andet trommer, fløjter og forskellige strengeinstrumenter.

Madkulturen omfatter gryderetter, grillede retter, grøntsager, bønner, ost og brød. Tavče gravče, som er bagte bønner tilberedt i et lerfad, betragtes ofte som en nationalret. Ajvar, der fremstilles af grillede peberfrugter, er også udbredt.

Landets flag har en rød baggrund med en gul sol i midten. Otte brede solstråler strækker sig fra midten og helt ud til flagets kanter. Solen symboliserer en ny frihed og anvendes som et markant nationalt kendetegn.