Kosovo er et land på Balkanhalvøen i det sydøstlige Europa. Det grænser op til Serbien mod nord og øst, Nordmakedonien mod sydøst, Albanien mod sydvest og Montenegro mod vest. Landet har ingen adgang til havet.

Kosovo har et areal på omkring 10.900 kvadratkilometer og en befolkning på knap 2 millioner mennesker. Hovedstaden er Pristina, som også er landets største by og vigtigste centrum for politik, økonomi, uddannelse og kultur.

Andre større byer er Prizren, Peja, Gjakova, Ferizaj, Mitrovica og Gjilan. Prizren er kendt for sin historiske bykerne, gamle broer, moskéer, kirker og bygninger fra den osmanniske periode.

De officielle sprog er albansk og serbisk. Tyrkisk, bosnisk og romani har også officiel eller anerkendt status i visse kommuner. Flertallet af befolkningen er kosovoalbanere, mens serbere udgør det største nationale mindretal.

Kosovo er en parlamentarisk republik. Præsidenten er landets statsoverhoved, mens regeringen ledes af en premierminister. Parlamentet har ét kammer, og en del af pladserne er reserveret til landets nationale mindretal.

Kosovo erklærede sig selvstændigt fra Serbien den 17. februar 2008. Landet er anerkendt af mange stater, herunder Danmark, men ikke af alle. Serbien betragter fortsat Kosovo som en del af sit territorium. Kosovos internationale status er derfor fortsat omstridt.

Kosovo er ikke medlem af FN. Landet deltager dog i flere internationale organisationer og sportsforbund og har egne landshold, myndigheder, pas, nummerplader og offentlige institutioner.

Landets valuta er euroen, selv om Kosovo ikke er medlem af EU eller euroområdet. Euroen blev taget i brug efter krigen uden en formel medlemsaftale med EU.

Kosovos landskab består af højsletter, dale, skove og bjerge. To større sletteområder, Kosovosletten og Dukagjin-sletten, rummer en stor del af landets befolkning og landbrug.

Langs grænserne ligger flere bjergområder. Gjeravica i den vestlige del er blandt landets højeste bjerge. Bjergene omkring Rugova-dalen er kendt for stejle klipper, skove, floder og vandreruter.

Floderne i Kosovo løber i forskellige retninger og ender i flere forskellige havområder. Nogle løber mod Adriaterhavet, andre mod Sortehavet og Det Ægæiske Hav. Landet har også flere kunstige søer, som anvendes til drikkevand, kunstvanding og energiproduktion.

Området har været beboet siden oldtiden og har gennem historien været en del af forskellige riger. Regionen var blandt andet påvirket af illyriske folkeslag og blev senere indlemmet i Romerriget.

Efter Romerrigets deling kom området under Det Byzantinske Rige. Slaviske folkeslag slog sig ned på Balkan i løbet af 500- og 600-tallet, og området blev senere en vigtig del af det middelalderlige serbiske rige.

Flere serbisk-ortodokse kirker og klostre blev opført i middelalderen. Klostrene i blandt andet Dečani, Gračanica og området omkring Peja har stor religiøs og historisk betydning for den serbiske befolkning.

Slaget på Kosovo-sletten i 1389 stod mellem en kristen hær ledet af den serbiske fyrste Lazar og en osmannisk hær. Slaget fik senere en central placering i serbisk historie, kultur og national identitet.

Det Osmanniske Rige fik gradvist kontrol over Kosovo og regerede området i flere århundreder. I denne periode voksede den muslimske befolkning, og albansk sprog og kultur fik en stærkere position.

Under det osmanniske styre udviklede byer som Prizren, Peja og Gjakova sig som centre for handel, håndværk og administration. Moskéer, badeanstalter, broer og markedsområder blev en del af byernes arkitektur.

I slutningen af 1800-tallet voksede både albanske og serbiske nationale bevægelser. Prizrenforbundet blev dannet i 1878 og arbejdede for at samle og beskytte områder med en stor albansk befolkning.

Efter Balkankrigene i begyndelsen af 1900-tallet kom Kosovo under serbisk kontrol. Området blev senere en del af Kongeriget af serbere, kroater og slovenere, som efterfølgende fik navnet Jugoslavien.

Under Anden Verdenskrig blev Kosovo opdelt mellem områder kontrolleret af Italien, Tyskland og Bulgarien. Perioden var præget af besættelse, vold og fordrivelser mellem forskellige befolkningsgrupper.

Efter krigen blev Kosovo en autonom provins i den socialistiske republik Serbien, som var en del af Jugoslavien. Området fik gradvist større selvstyre og opbyggede egne politiske, kulturelle og uddannelsesmæssige institutioner.

Jugoslaviens forfatning fra 1974 gav Kosovo omfattende selvstyre. Provinsen fik blandt andet eget parlament, regering og repræsentation i den jugoslaviske statsledelse.

I 1980’erne voksede spændingerne mellem kosovoalbanere og de serbiske myndigheder. Mange kosovoalbanere ønskede, at Kosovo skulle have status som en selvstændig jugoslavisk delrepublik.

I 1989 blev Kosovos selvstyre kraftigt begrænset af den serbiske ledelse under Slobodan Milošević. Mange albanske medarbejdere mistede deres stillinger i offentlige institutioner, skoler og virksomheder.

Kosovoalbanerne opbyggede derefter et parallelt samfund med egne skoler, sundhedstilbud og politiske institutioner. I begyndelsen blev modstanden hovedsageligt ført gennem fredelige midler.

I anden halvdel af 1990’erne voksede den væbnede konflikt mellem serbiske sikkerhedsstyrker og Kosovos Befrielseshær. Konflikten medførte drab, ødelæggelser og omfattende fordrivelse af civile.

I 1999 gennemførte NATO en militær luftoperation mod Jugoslavien. Efter krigens afslutning trak de serbiske styrker sig ud af Kosovo, og området kom under international administration.

Mange kosovoalbanere vendte tilbage efter krigen, mens et stort antal serbere og romaer forlod området. Efterfølgende blev der begået hævnaktioner og angreb mod serbiske og andre minoriteters hjem, kirker og lokalsamfund.

FN administrerede Kosovo i årene efter krigen, mens en international fredsstyrke fik ansvar for sikkerheden. Samtidig blev der opbygget lokale politiske institutioner og gennemført forhandlinger om områdets fremtidige status.

Kosovo erklærede sig selvstændigt i 2008. Siden har landet arbejdet på at opbygge statslige institutioner, udvikle økonomien og opnå større international anerkendelse.

Forholdet mellem Kosovo og Serbien er fortsat præget af uenighed. De to parter har gennem flere år deltaget i forhandlinger om blandt andet grænsepassage, dokumenter, energi, kommuner og gensidig anerkendelse af offentlige ordninger.

Spændingerne er særligt tydelige i det nordlige Kosovo, hvor en stor del af befolkningen er serbisk. Mange af indbyggerne har tætte forbindelser til Serbien og har været skeptiske over for myndighederne i Pristina.

Kosovos befolkning er forholdsvis ung sammenlignet med mange andre europæiske lande. Samtidig har landet oplevet betydelig udvandring, og mange mennesker med kosovisk baggrund bor i blandt andet Tyskland, Schweiz, Østrig, Sverige og Danmark.

Penge, som kosovoalbanere i udlandet sender hjem til deres familier, spiller en vigtig rolle i økonomien. Diasporaen bidrager også gennem investeringer, virksomheder og besøg i sommerperioden.

Flertallet af befolkningen er muslimer, hovedsageligt sunnimuslimer. Der findes også serbisk-ortodokse kristne, katolikker og mindre religiøse grupper. Religion spiller forskellig rolle fra familie til familie og er ofte tæt forbundet med kultur og tradition.

Kosovos økonomi bygger blandt andet på handel, servicefag, byggeri, landbrug, minedrift, energi og mindre industrivirksomheder. Arbejdsløshed og begrænsede jobmuligheder har gennem længere tid været blandt landets største udfordringer.

Landet har forekomster af brunkul, bly, zink, nikkel og andre mineraler. Brunkul anvendes til en stor del af elproduktionen, men de ældre kraftværker giver udfordringer med både driftssikkerhed og forurening.

Landbruget producerer blandt andet hvede, majs, grøntsager, frugt, vindruer, kød og mejeriprodukter. Mange landbrug er små og drives af familier.

Kosovos kultur er præget af albanske, serbiske, osmanniske og balkanske traditioner. Musik, dans, fortællinger, håndværk og mad varierer mellem landets regioner og befolkningsgrupper.

Traditionel albansk musik anvender blandt andet strengeinstrumentet çifteli. Kædedanse og folkedragter indgår ved bryllupper, festivaler og andre festlige begivenheder.

Madkulturen omfatter grillede retter, supper, brød, ost, grøntsager og fyldt bagværk. Flija er en kendt ret, som består af mange tynde lag dej, der bages og serveres med blandt andet fløde eller yoghurt.

Andre udbredte retter er burek, fyldte peberfrugter, sarma, kebab og forskellige gryderetter. Kaffe spiller en vigtig social rolle og serveres ofte ved besøg og sammenkomster.

Fodbold, basketball, håndbold og kampsport er populære sportsgrene. Kosovo har især opnået internationale resultater i judo, hvor flere udøvere har vundet medaljer ved store mesterskaber.

Kosovos flag har en blå baggrund med et gyldent kort over landet i midten. Over kortet findes seks hvide stjerner i en bue. Stjernerne repræsenterer officielt landets største befolkningsgrupper og skal understrege Kosovo som en stat for flere forskellige samfund.