Skal Danmark efterleve Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) ?

En dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) er juridisk bindende for det land, dommen vedrører. Det følger af artikel 46 i EMRK. Men EMD har ikke sit eget politi eller en myndighed, der fysisk kan tvinge et land til at rette sig efter dommen.

Hvis Danmark eksempelvis taber en sag, forventes Danmark normalt at:

• betale en eventuel erstatning til den berørte person,
• rette op på den konkrete krænkelse, hvis det er muligt,
• og i nogle tilfælde ændre lovgivning eller praksis, så den samme krænkelse ikke gentager sig.

Hvad sker der, hvis Danmark bare siger nej?

Så bliver sagen ikke bare glemt. Det er Europarådets Ministerkomité, der overvåger, om dommene bliver efterlevet. Sagen kan holdes åben i årevis, og Danmark kan blive mødt med resolutioner og stigende politisk og diplomatisk pres fra de øvrige medlemslande.

Hvis et land direkte nægter at efterleve en dom, findes der en særlig procedure i EMRK's artikel 46, stk. 4. Et flertal på to tredjedele i Ministerkomitéen kan sende spørgsmålet tilbage til EMD og bede domstolen fastslå, at landet også har overtrådt sin pligt til at efterleve den oprindelige dom.

Der er altså ikke automatisk en slags "bøde på 100 millioner kroner", sådan som man nogle gange ser i EU-systemet. Det primære håndhævelsesmiddel er juridisk og politisk pres.

I yderste konsekvens

Hvis et medlemsland systematisk og alvorligt tilsidesætter sine menneskerettighedsforpligtelser og de grundlæggende principper i Europarådet, kan det i sidste ende få langt større konsekvenser.

Efter artikel 8 i Europarådets statut kan et land ved alvorlige overtrædelser:

suspenderes fra sine rettigheder i Europarådet → opfordres til at udtræde → og i sidste ende miste sit medlemskab.

Men det er en meget drastisk yderste konsekvens, ikke noget der automatisk sker, fordi et land er langsomt til at gennemføre én dom.

Så lidt forenklet kan man sige:

Danmark kan i praksis vælge ikke at rette sig efter en EMD-dom, men Danmark kan ikke gøre det uden samtidig at bryde en international juridisk forpligtelse.

EMD kan ikke selv ændre dansk lov eller sende dansk politi ud for at håndhæve sin dom — men Danmark har gennem konventionen forpligtet sig til at følge de endelige domme.

Hvad sker der hvis Danmark melder sig ud af konventionerne?

Danmark kan juridisk opsige EMRK. Konventionens artikel 58 kræver seks måneders varsel, og Danmark ville fortsat hæfte for mulige krænkelser, der fandt sted før udtrædelsen blev effektiv.

De vigtigste konsekvenser ville være:

1. Danskerne ville miste adgangen til EMD Efter udtrædelsen ville personer i Danmark ikke længere kunne klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over nye danske krænkelser. I dag fungerer EMD som en sidste mulighed, når alle danske klagemuligheder er udtømt.
2. Danmark ville få større politisk råderum Folketinget ville i princippet kunne vedtage regler, som i dag ville blive stoppet eller begrænset af EMRK. Det kunne især mærkes på områder som udvisning af kriminelle udlændinge, familiesammenføring, privat- og familieliv, overvågning, frihedsberøvelse og visse spørgsmål om ytringsfrihed.Men råderummet ville ikke være ubegrænset.
3. Mange menneskerettigheder ville stadig gælde Danmark er bundet af en lang række andre internationale regler, blandt andet FN-konventioner, og som EU-medlem også af EU's grundlæggende rettigheder, når Danmark handler inden for EU-rettens område. EU's charter indeholder mange rettigheder, der svarer til EMRK.Det betyder eksempelvis, at en udtræden af EMRK ikke automatisk ville gøre det lovligt at sende mennesker til tortur, indføre vilkårlig fængsling eller tilsidesætte alle rettigheder for udlændinge.
4. Grundloven ville fortsat beskytte en række rettigheder Ytringsfrihed, religionsfrihed, boligens ukrænkelighed, ejendomsret osv. forsvinder ikke, fordi Danmark forlader EMRK.Men EMRK er på nogle områder bredere og mere detaljeret end Grundloven, og især EMD's mulighed for ekstern kontrol ville forsvinde.
5. EMRK skulle håndteres i dansk lovgivning EMRK blev gjort til en direkte del af dansk ret ved lov i 1992 og gælder fortsat gennem inkorporeringsloven. En egentlig udtræden ville derfor også nødvendiggøre ændringer i dansk lovgivning.

Hvad med Europarådet?

Her bliver det mere alvorligt.

EMRK er selve hjørnestenen i Europarådets menneskerettighedssystem, og samtlige 46 nuværende medlemslande er parter i konventionen. Europarådets statut kræver samtidig, at medlemmer accepterer menneskerettigheder, fundamentale frihedsrettigheder og retsstatsprincipper.

En dansk udtræden af EMRK ville derfor skabe et fundamentalt problem for Danmarks medlemskab af Europarådet.

Fortsat dansk medlemskab af Europarådet ville blive meget vanskeligt politisk og institutionelt, fordi ECHR-systemet i praksis er en grundlæggende del af medlemskabet.

Ville Danmark også skulle ud af EU?

Nej, ikke automatisk.

Det er en vigtig detalje.

Der findes ikke en EU-regel om, at:

ud af EMRK = ud af EU.

Men EU-traktatens artikel 2 fastslår, at respekt for menneskerettigheder, demokrati og retsstaten er grundlæggende EU-værdier. EMRK's rettigheder indgår desuden som generelle principper i EU-retten.

Hvis en dansk udtræden samtidig blev ledsaget af alvorlige og systematiske menneskerettighedskrænkelser, kunne EU's artikel 7-procedure i yderste konsekvens bruges. Den kan føre til suspension af visse medlemsrettigheder, eksempelvis stemmeretten i Ministerrådet.

Men selve opsigelsen af EMRK er ikke det samme som automatisk suspension eller udtræden af EU.

Danmark ville få mere frihed – men mindre end man måske tror

Det er nok den mest interessante del af diskussionen.

Hvis målet eksempelvis er:

"Vi vil kunne udvise flere kriminelle udlændinge."

så kan en EMRK-udtræden fjerne nogle af de begrænsninger, der følger af især artikel 8 om privat- og familieliv.

Men Danmark ville stadig være bundet af andre regler. Derfor er:

Ud af EMRK ≠ Danmark kan selv bestemme alt.

Til gengæld ville Danmark miste noget andet meget konkret: danske borgere ville ikke længere have EMD som sikkerhedsnet over for den danske stat.

Det er dermed en reel afvejning mellem national selvbestemmelse på den ene side og international kontrol med borgernes grundlæggende rettigheder på den anden.

Del denne afstemning:

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) blev vedtaget i 1950 i kølvandet på Anden Verdenskrig. Formålet var at sikre nogle grundlæggende rettigheder, som europæiske stater ikke skulle kunne tilsidesætte – blandt andet retten til liv, ytringsfrihed, religionsfrihed, en retfærdig rettergang og beskyttelse mod tortur og umenneskelig behandling.

Danmark tilsluttede sig konventionen i 1953, og siden 1992 har den været en del af dansk lovgivning.

Det er vigtigt at skelne mellem selve konventionen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg. Konventionen beskriver rettighederne, mens domstolen afgør konkrete sager og fortolker, hvordan rettighederne skal forstås. EMRK og EMD er en del af Europarådet og ikke EU.

Hvorfor er konventionen blevet kontroversiel?

En stor del af den nyere kritik handler ikke nødvendigvis om de grundlæggende menneskerettigheder, men om hvordan domstolen har fortolket dem.

EMD betragter konventionen som et såkaldt "living instrument". Det betyder, at den ikke udelukkende fortolkes ud fra, hvad landene mente med teksten i 1950, men også i lyset af nutidens samfund og europæiske retsopfattelser. På den måde har konventionens praktiske betydning udviklet sig gennem domstolens afgørelser.

Kritikere mener, at denne udvikling i nogle tilfælde har givet domstolen for stor indflydelse på områder, som burde afgøres af nationale parlamenter og vælgere. Når en international domstol kan begrænse, hvilke love et demokratisk valgt Folketing kan gennemføre, opstår derfor en debat om forholdet mellem individuelle rettigheder og national selvbestemmelse.

Udvisning af kriminelle udlændinge

I Danmark er især udlændingepolitikken blevet centrum for kritikken.

EMRK giver ikke mennesker en generel ret til at bosætte sig i et bestemt land, og landene har som udgangspunkt ret til at kontrollere, hvem der må opholde sig på deres territorium. Men andre rettigheder i konventionen kan få betydning for, om en person må udvises.

Det gælder blandt andet artikel 8 om retten til privat- og familieliv. Ved en udvisningssag kan der derfor skulle foretages en afvejning mellem eksempelvis personens kriminalitet og tilknytning til Danmark på den ene side og hensynet til familie- og privatliv på den anden.

Derudover er artikel 3, som forbyder tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling, absolut. Et land må derfor som udgangspunkt ikke sende en person til et sted, hvor vedkommende risikerer en behandling, der strider mod artikel 3.

Det har ført til sager, hvor personer, der har begået alvorlig kriminalitet, ikke uden videre har kunnet udsendes. For kritikere er sådanne sager blevet et symbol på, at den dømtes rettigheder kan komme til at veje tungere end samfundets ønske om at beskytte sig mod kriminalitet.

Den danske regering har selv gjort dette til et centralt politisk spørgsmål. I maj 2025 tog Danmark sammen med Italien initiativ til et brev fra ni europæiske lande, som ønskede en ny diskussion om fortolkningen af konventionerne, særligt på migrationsområdet.

Debatten voksede derefter yderligere. I december 2025 stod 27 europæiske lande bag en fælles erklæring om behovet for at finde en bedre balance mellem migranters individuelle rettigheder og staters mulighed for blandt andet at udvise udenlandske kriminelle og håndtere migration. Samtidig understregede landene deres fortsatte opbakning til konventionen og domstolens uafhængighed.

Også i Folketinget er spørgsmålet blevet markant. Et flertal vedtog i december 2025, at Folketinget mener, at dele af visse konventioner og særligt fortolkningen af EMRK begrænser mulighederne på udlændingeområdet, og at Danmark bør arbejde for at ændre denne fortolkning.

Argumenterne for EMRK

Tilhængere af det nuværende system fremhæver omvendt, at hele idéen med menneskerettigheder er, at der skal findes nogle grænser for, hvad et politisk flertal må gøre – også når det er populært.

En international domstol kan dermed fungere som en ekstra sikkerhed for det enkelte menneske, hvis nationale myndigheder eller domstole ikke beskytter vedkommendes grundlæggende rettigheder.

Det er samtidig ikke sådan, at EMD træffer alle beslutninger for medlemslandene. Konventionssystemet bygger på et princip om subsidiaritet, og landene har på mange områder en såkaldt margin of appreciation – et nationalt råderum til selv at afgøre, hvordan rettighederne skal anvendes. Dette princip blev senere skrevet direkte ind i konventionens system.

Debatten om migration fylder desuden langt mere politisk end i domstolens samlede sagsmængde. Ifølge Europarådet har sager om personer uden statsborgerskab i det pågældende land udgjort omkring 2 procent af de sager, EMD har behandlet gennem det seneste årti.

Hvad handler diskussionen egentlig om?

Debatten er derfor ikke kun et spørgsmål om at være for eller imod menneskerettigheder.

Det centrale spørgsmål er snarere, hvor grænsen skal gå mellem universelle rettigheder og et demokratisk lands ret til selv at bestemme.

Skal de samme menneskerettigheder gælde, selv når de gør det vanskeligere at gennemføre en politik, som et flertal ønsker? Eller har fortolkningen af konventionen bevæget sig så langt fra den oprindelige tekst, at de enkelte lande bør have større frihed?

Det er i høj grad denne balance, der gør Den Europæiske Menneskerettighedskonvention til et kontroversielt politisk spørgsmål i dag.

DU ER 100% ANONYM

Vi indsamler ikke oplysninger om dig, der kan bruges til at identificere dig.

Din IP adresse bliver ikke tilknyttet de data vi indsamler ved afstemning.

Hvis du opretter en profil på stemmeboksen.dk, kan du angive dine oplysninger på forhånd som f.eks. alder, køn, geografisk placering osv. Så slipper du for at skulle klikke dem af hver gang du deltager i en afstemning.