Historisk gennemgang af Palæstina og Israel

Området, der i dag omfatter Israel, Vestbredden og Gazastriben, har gennem flere tusinde år været hjemsted for forskellige folkeslag, religioner og politiske magter. Det ligger mellem Middelhavet og Jordanfloden og har historisk været et vigtigt forbindelsesområde mellem Afrika, Asien og Europa.

Betegnelser som Kana’an, Israel, Judæa, Palæstina og Det Hellige Land har været brugt om hele eller dele af området på forskellige tidspunkter. Derfor kan nutidens geografiske og politiske betegnelser ikke uden videre overføres til oldtiden.

Oldtiden – Kana’an og de første kongedømmer

I oldtiden var området kendt som Kana’an og var beboet af forskellige kana’anæiske folkeslag. Omkring slutningen af det andet årtusinde f.Kr. opstod blandt andet israelitiske samfund i området.

Ifølge både arkæologiske fund og historiske traditioner udviklede der sig senere israelitiske kongedømmer. Omkring det 10. århundrede f.Kr. forbindes området traditionelt med et kongerige under kongerne David og Salomon, selv om omfanget og karakteren af dette rige diskuteres blandt historikere.

Efterfølgende eksisterede to kongedømmer:

• Israel i nord
• Juda i syd med Jerusalem som centrum.

Det nordlige kongerige blev erobret af Assyrien i 700-tallet f.Kr. Juda blev senere erobret af Babylonien, som i 586 f.Kr. ødelagde det første jødiske tempel i Jerusalem og deporterede dele af befolkningen.

Persere, grækere og romere

Efter Perserrigets erobring af Babylon fik mange jøder mulighed for at vende tilbage til området. Templet i Jerusalem blev genopbygget.

I 300-tallet f.Kr. blev området erobret af Alexander den Store, hvorefter forskellige hellenistiske riger kontrollerede det.

I 100-tallet f.Kr. opstod det jødiske hasmonæiske kongerige, men i 63 f.Kr. kom området under romersk indflydelse.

Det var under romersk herredømme, at Jesus fra Nazaret levede, og kristendommen begyndte at udvikle sig.

Jødiske oprør mod Rom førte til omfattende ødelæggelser. I år 70 e.Kr. ødelagde romerne det andet tempel i Jerusalem.

Efter Bar Kokhba-oprøret i 132-135 ændrede romerne blandt andet den administrative organisering af området, og betegnelsen Syria Palaestina blev anvendt om den romerske provins.

Der fortsatte med at bo jøder i området, men gennem århundrederne voksede den jødiske diaspora betydeligt.

Det byzantinske og muslimske Palæstina

Efter Romerrigets deling blev området en del af det kristne Byzantinske Rige.

I 600-tallet erobrede arabisk-muslimske hære området. Jerusalem fik stor religiøs betydning i islam, hvor byen blandt andet forbindes med profeten Muhammeds natlige rejse.

I de følgende århundreder blev størstedelen af befolkningen gradvist arabisktalende, og islam blev den dominerende religion. Der eksisterede samtidig både kristne og jødiske samfund.

Området blev regeret af forskellige muslimske dynastier.

Korstogene

I 1099 erobrede kristne korsfarere Jerusalem under det første korstog og etablerede Kongeriget Jerusalem.

I 1187 generobrede den muslimske hærfører Saladin Jerusalem.

Korsfarerne bevarede områder langs Middelhavskysten i endnu omkring et århundrede, men mistede til sidst deres sidste større besiddelser.

Området kom senere under de muslimske mamlukkers kontrol.

Osmannisk styre

I 1516-1517 blev området erobret af Det Osmanniske Rige, som kontrollerede det i omkring 400 år.

Palæstina eksisterede ikke som en selvstændig nationalstat under osmannerne, men betegnelsen Palæstina blev fortsat anvendt geografisk om området.

Befolkningen bestod hovedsageligt af arabisktalende muslimer samt kristne og mindre jødiske samfund. Jerusalem, Hebron, Safed og Tiberias havde gennem længere perioder betydelige jødiske befolkninger.

Zionismens fremkomst

I slutningen af 1800-tallet voksede zionismen frem som en moderne jødisk nationalistisk bevægelse.

Baggrunden var blandt andet antisemitisme og forfølgelse af jøder i Europa. Zionister ønskede at etablere et nationalt hjem for det jødiske folk, og Palæstina blev bevægelsens vigtigste geografiske mål på grund af jødernes historiske og religiøse tilknytning til området.

Jødisk indvandring til Palæstina voksede fra slutningen af 1800-tallet.

Samtidig udviklede der sig en stærkere arabisk og senere specifikt palæstinensisk national identitet blandt områdets arabiske befolkning.

Dermed opstod to nationale bevægelser, som begge gjorde krav på det samme område.

Første Verdenskrig og det britiske mandat

Under Første Verdenskrig besejrede Storbritannien og dets allierede Det Osmanniske Rige.

I 1917 offentliggjorde den britiske regering Balfour-erklæringen, hvor den støttede etableringen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina, samtidig med at erklæringen fastslog, at de eksisterende ikke-jødiske befolkningers civile og religiøse rettigheder ikke måtte krænkes.

Efter krigen blev området administreret af Storbritannien under Det Britiske Mandat for Palæstina.

Voksende konflikt mellem jøder og arabere

I mellemkrigstiden voksede den jødiske indvandring betydeligt.

Særligt nazisternes magtovertagelse i Tyskland og den voksende antisemitisme i Europa fik flere jøder til at søge til Palæstina.

Den arabiske befolkning modsatte sig i stigende grad både den jødiske indvandring og tanken om en kommende jødisk stat.

Der opstod gentagne voldelige sammenstød mellem jødiske og arabiske grupper samt konflikter med de britiske myndigheder.

Fra 1936 til 1939 fandt et større palæstinensisk-arabisk oprør sted mod det britiske styre og den jødiske indvandring.

Holocaust og tiden efter Anden Verdenskrig

Under Holocaust blev omkring seks millioner europæiske jøder myrdet af Nazityskland og dets samarbejdspartnere.

Efter Anden Verdenskrig steg den internationale støtte til tanken om en jødisk stat, samtidig med at spørgsmålet om hundredtusinder af jødiske overlevende og flygtninge blev akut.

Konflikten i Palæstina blev stadig vanskeligere for Storbritannien at kontrollere.

Delingsplanen i 1947

I 1947 foreslog FN, at det britiske mandatområde skulle opdeles i:

• en jødisk stat
• en arabisk stat
• et internationalt administreret område omkring Jerusalem.

Den jødiske ledelse accepterede i hovedtræk planen.

Den arabiske ledelse og de omkringliggende arabiske lande afviste den. De mente blandt andet, at det var uretfærdigt at opdele landet og tildele en stor del til den jødiske stat, selv om arabere på dette tidspunkt udgjorde flertallet af områdets samlede befolkning.

Der udbrød borgerkrigslignende kampe mellem jødiske og arabiske grupper.

Staten Israel bliver oprettet

Den 14. maj 1948 erklærede den jødiske ledelse staten Israel oprettet.

Dagen efter gik hære fra flere arabiske nabolande ind i området, og den første arabisk-israelske krig begyndte.

Israel vandt krigen og endte med at kontrollere et større område end det, der var blevet foreslået til den jødiske stat i FN’s delingsplan.

Gazastriben kom under egyptisk kontrol, mens Vestbredden og Østjerusalem kom under jordansk kontrol.

Den arabiske stat, som delingsplanen havde foreslået, blev ikke oprettet.

Den palæstinensiske Nakba

Krigen i 1947-1949 medførte, at omkring 700.000 palæstinensiske arabere flygtede eller blev fordrevet fra de områder, der blev en del af Israel.

Palæstinenserne betegner denne begivenhed som Nakba, der betyder “katastrofen”.

Årsagerne til den palæstinensiske flugt varierede fra område til område. Nogle flygtede fra kamphandlinger og frygt, mens andre blev direkte fordrevet af israelske styrker.

De fleste fik ikke mulighed for at vende tilbage efter krigen.

Samtidig forlod eller blev hundredtusinder af jøder i de følgende årtier presset eller tvunget væk fra forskellige arabiske og muslimske lande. Mange af dem bosatte sig i Israel.

Seksdageskrigen i 1967

I juni 1967 udbrød Seksdageskrigen mellem Israel og flere arabiske lande.

Israel erobrede:

• Vestbredden og Østjerusalem fra Jordan
• Gazastriben og Sinaihalvøen fra Egypten
• Golanhøjderne fra Syrien.

Krigen ændrede konflikten grundlæggende.

Israel kom nu til at kontrollere store områder med en betydelig palæstinensisk befolkning.

Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben blev herefter centrale i spørgsmålet om en fremtidig palæstinensisk stat.

Israelske bosættelser

Efter 1967 begyndte Israel at etablere og støtte israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem.

Bosættelserne er et af konfliktens mest omstridte spørgsmål.

Palæstinenserne ser områderne som en nødvendig del af en fremtidig palæstinensisk stat, mens forskellige israelske regeringer og politiske bevægelser har haft forskellige holdninger til, hvor meget af området Israel bør kontrollere.

PLO og den palæstinensiske nationalbevægelse

Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, blev dannet i 1964 og blev senere den vigtigste internationale repræsentant for den palæstinensiske nationalbevægelse.

Under Yasser Arafat blev organisationen kendt for både politisk kamp og væbnet kamp mod Israel.

Nogle palæstinensiske grupper gennemførte terrorangreb mod israelske og jødiske civile, mens Israel gennemførte militære operationer mod palæstinensiske organisationer.

Konflikten blev dermed både en territorial, national og sikkerhedspolitisk konflikt.

Yom Kippur-krigen og fred med Egypten

I 1973 angreb Egypten og Syrien Israel under Yom Kippur-krigen med det formål at generobre områder tabt i 1967.

Krigen førte ikke til en afgørende territorial sejr, men banede senere vejen for diplomatiske forhandlinger.

I 1979 underskrev Israel og Egypten en fredsaftale. Israel leverede efterfølgende Sinaihalvøen tilbage til Egypten.

Den første intifada

I 1987 begyndte den første intifada, et palæstinensisk oprør mod den israelske besættelse af Vestbredden og Gazastriben.

Oprøret omfattede demonstrationer, strejker, civil ulydighed og voldelige sammenstød.

I samme periode blev den islamistiske organisation Hamas etableret. Hamas blev både en politisk bevægelse, en social organisation og en væbnet gruppe, som afviser Israels grundlæggelse og har gennemført en lang række angreb mod israelere.

Oslo-aftalerne

I 1990’erne begyndte Israel og PLO direkte fredsforhandlinger.

Med Oslo-aftalerne fra 1993 anerkendte PLO Israel, mens Israel anerkendte PLO som repræsentant for det palæstinensiske folk.

Der blev oprettet et begrænset palæstinensisk selvstyre, Det Palæstinensiske Selvstyre, i dele af Vestbredden og Gazastriben.

Målet var, at parterne senere skulle forhandle om de vanskeligste spørgsmål, blandt andet:

• Jerusalems status
• grænserne mellem Israel og en mulig palæstinensisk stat
• israelske bosættelser
• palæstinensiske flygtninge
• sikkerhed.

En endelig fredsaftale blev imidlertid aldrig indgået.

Den anden intifada

I 2000 begyndte den anden intifada efter voksende spændinger og sammenbruddet i fredsprocessen.

Perioden blev betydeligt mere voldelig end den første intifada.

Palæstinensiske grupper gennemførte blandt andet selvmordsbomber og andre angreb mod israelske civile. Israel gennemførte omfattende militære operationer på Vestbredden og indførte strengere kontrol med palæstinensiske områder.

Israel begyndte også at opføre en fysisk barriere mellem store dele af Israel og Vestbredden.

Gaza og Hamas

I 2005 fjernede Israel sine bosættelser og permanente landstyrker fra Gazastriben.

Efter en intern palæstinensisk magtkamp overtog Hamas kontrollen med Gaza i 2007, mens det Fatah-dominerede Palæstinensiske Selvstyre fortsatte med at kontrollere dele af Vestbredden.

Israel og Egypten indførte omfattende begrænsninger omkring Gaza.

Siden har der været gentagne krige og alvorlige militære konfrontationer mellem Israel og Hamas samt andre væbnede palæstinensiske grupper.

Konfliktens grundlæggende spørgsmål

Konflikten mellem israelere og palæstinensere handler ikke om én enkelt begivenhed. Den består af flere overlappende spørgsmål.

For mange jødiske israelere handler Israel om national selvbestemmelse og sikkerhed for et folk, der gennem historien har været udsat for omfattende forfølgelse og antisemitisme, herunder Holocaust.

For mange palæstinensere handler konflikten om tabet af land, fordrivelsen i 1948, militær besættelse, bosættelser og retten til national selvbestemmelse i en palæstinensisk stat.

Begge folk har dybe historiske, kulturelle og religiøse forbindelser til området.

Jerusalem

Jerusalem er særlig vanskelig, fordi byen har central betydning for jødedom, kristendom og islam.

Israel betragter Jerusalem som sin hovedstad og har siden 1967 kontrolleret hele byen.

Palæstinenserne ønsker normalt Østjerusalem som hovedstad i en fremtidig palæstinensisk stat.

Flygtningene

Millioner af mennesker regnes i dag som palæstinensiske flygtninge eller efterkommere af flygtningene fra krigen i 1948.

Palæstinensiske krav om ret til tilbagevenden står over for israelsk modstand, blandt andet fordi en omfattende tilbagevenden potentielt ville ændre Israels demografiske karakter som en stat med jødisk flertal.

Grænser og bosættelser

Der findes heller ikke en endeligt aftalt grænse mellem Israel og en fremtidig palæstinensisk stat.

Vestbredden indeholder både palæstinensiske byer og et stort antal israelske bosættelser, hvilket gør en territorial opdeling vanskeligere.

To folk med historisk tilknytning

Historien om Palæstina og Israel bliver ofte fremstillet meget forskelligt afhængigt af politisk ståsted.

Det er imidlertid misvisende at beskrive historien som om, at kun den ene befolkningsgruppe har historiske rødder i området.

Jøder har en dokumenteret historisk, kulturel og religiøs forbindelse til området, der går flere tusinde år tilbage.

Samtidig har den arabisktalende palæstinensiske befolkning udviklet sig gennem mange århundreders kontinuerlig tilstedeværelse i området og har sin egen nationale identitet og historiske tilknytning til landet.

Den moderne konflikt opstod især, da jødisk zionisme og palæstinensisk arabisk nationalisme i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet udviklede konkurrerende krav på det samme territorium.