Togo er et smalt land i Vestafrika. Det grænser op til Ghana mod vest, Burkina Faso mod nord og Benin mod øst. Mod syd har landet en kort kystlinje ud mod Guineabugten. Togo har et areal på omkring 57.000 kvadratkilometer og er dermed lidt større end Danmark.

Hovedstaden hedder Lomé og ligger ved kysten tæt på grænsen til Ghana. Lomé er landets største by og fungerer som politisk, økonomisk og kulturelt centrum. Byens havn har stor betydning for både Togo og flere af de omkringliggende indlandslande. Andre større byer er blandt andet Sokodé, Kara, Atakpamé og Kpalimé.

Togo har omkring ni millioner indbyggere. Befolkningen består af mange forskellige folkegrupper, hvor ewe er den største i den sydlige del af landet, mens kabiyé især bor i nord. Der tales en lang række lokale sprog. Fransk er det officielle sprog og anvendes inden for administration, uddannelse og erhvervsliv.

Kristendommen er udbredt, især i den sydlige del af landet, mens islam har mange tilhængere i nord. Traditionelle afrikanske religioner spiller også en vigtig rolle. Mange mennesker kombinerer elementer fra forskellige religiøse traditioner i deres dagligdag.

Togos landskab varierer fra sandstrande, laguner og palmer langs kysten til skovområder, bakkeland og savanne længere mod nord. Togobjergene løber gennem den centrale del af landet. Klimaet er tropisk med højere luftfugtighed i syd og tørrere forhold i nord.

Området har gennem historien været beboet af forskellige vestafrikanske folkegrupper. De enkelte områder var organiseret i mindre kongedømmer, høvdingedømmer og lokalsamfund. Handel med blandt andet tekstiler, landbrugsvarer og andre produkter forbandt området med nabolandene.

Fra 1500-tallet fik europæiske handelsfolk kontakt med kysten. Området blev senere en del af den transatlantiske slavehandel, og kyststrækningen blev af europæerne omtalt som en del af Slavekysten. Lokale og udenlandske handelsnetværk spillede en central rolle i denne periode.

I 1884 blev området et tysk protektorat under navnet Togoland. Tyskerne opførte blandt andet veje, jernbaner og plantager, men kolonistyret var også præget af tvangsarbejde og politisk undertrykkelse.

Efter Første Verdenskrig blev Togoland delt mellem Frankrig og Storbritannien. Den vestlige britiske del blev senere en del af Ghana, mens den østlige franske del udviklede sig til det nuværende Togo. Landet opnåede selvstændighed fra Frankrig i 1960.

Togos første år som selvstændig stat var præget af politiske konflikter og militærkup. Gnassingbé Eyadéma overtog magten i 1967 og styrede landet i næsten fire årtier. Efter hans død i 2005 blev hans søn Faure Gnassingbé præsident. Landets politik har siden været præget af valg, oppositionelle protester og diskussioner om demokrati og magtfordeling.

Økonomien er især baseret på landbrug, minedrift, handel og havneaktiviteter. Mange mennesker arbejder med mindre landbrug og dyrker blandt andet majs, kassava, hirse, ris og yams til eget forbrug. Bomuld, kaffe, kakao og palmeprodukter dyrkes blandt andet til eksport.

Togo har betydelige forekomster af fosfat, som bruges til fremstilling af kunstgødning. Fosfat har i mange år været en af landets vigtigste eksportvarer. Havnen i Lomé er desuden et vigtigt handels- og transportknudepunkt i Vestafrika.

Togo er kendt for sine markeder, tekstiler, træudskæringer, musik og traditionelle danse. Landet står samtidig over for udfordringer som fattigdom, arbejdsløshed, politiske spændinger og begrænset adgang til sundhedsydelser, uddannelse, rent vand og elektricitet i dele af landet.