Tunesien er et land i Nordafrika med kyst ud mod Middelhavet. Landet grænser op til Algeriet mod vest og Libyen mod sydøst. Den nordlige del af Tunesien ligger forholdsvis tæt på den italienske ø Sicilien, og landets placering har gennem historien gjort det til et vigtigt forbindelsesled mellem Afrika, Europa og Mellemøsten.

Tunesien har et areal på omkring 164.000 kvadratkilometer og er dermed næsten fire gange så stort som Danmark. Landet har omkring 12 millioner indbyggere. Størstedelen af befolkningen bor i den nordlige del og langs kysten, hvor klimaet er mildere, jorden mere frugtbar og de største byer ligger.

Hovedstaden hedder Tunis og ligger tæt på Middelhavskysten i den nordøstlige del af landet. Tunis er landets politiske, økonomiske og kulturelle centrum. Den historiske bydel, medinaen, består af smalle gader, markeder, moskéer og gamle bygninger. Andre større byer er blandt andet Sfax, Sousse, Kairouan, Bizerte og Gabès.

Arabisk er Tunesiens officielle sprog, og de fleste indbyggere taler en særlig tunesisk arabisk dialekt. Fransk er også meget udbredt og bruges blandt andet inden for uddannelse, erhvervsliv, medier og administration. Islam er den dominerende religion, og størstedelen af befolkningen er sunnimuslimer. Der findes desuden mindre kristne og jødiske befolkningsgrupper.

Tunesiens landskab er varieret. I nord findes bjerge, skove og frugtbare landbrugsområder, mens den centrale del af landet er præget af tørre højsletter og steppe. Mod syd går landskabet gradvist over i Sahara med sandørkener, klippeområder, saltsøer og oaser.

Klimaet ved den nordlige kyst minder om middelhavsklimaet i Sydeuropa med varme, tørre somre og køligere, mere regnfulde vintre. Længere mod syd bliver klimaet varmere og mere tørt. Vandmangel og tilbagevendende tørkeperioder har stor betydning for landbruget og befolkningens levevilkår.

Området har været beboet siden oldtiden. Blandt de oprindelige befolkningsgrupper var amazigh-folk, som også kaldes berbere. I oldtiden grundlagde fønikiske handelsfolk byen Karthago nær det nuværende Tunis. Karthago udviklede sig til en stærk handelsmagt med kolonier og handelsruter rundt om Middelhavet.

Karthago blev især kendt for sine krige mod Rom. Den karthagiske hærfører Hannibal førte under den anden puniske krig sin hær og sine elefanter over Alperne for at angribe romerne. Efter flere langvarige konflikter blev Karthago ødelagt af Rom i år 146 før vores tidsregning.

Området blev derefter en del af Romerriget og udviklede sig til en vigtig producent af blandt andet korn og olivenolie. Ruiner fra den romerske periode findes stadig flere steder i landet. Blandt de bedst kendte er amfiteatret i El Jem og resterne af de romerske byer Dougga og Karthago.

I 600-tallet blev området erobret af arabiske hære. Islam og det arabiske sprog blev gradvist udbredt, og byen Kairouan udviklede sig til et vigtigt religiøst og kulturelt centrum. Tunesien blev senere styret af forskellige muslimske dynastier med forbindelser til både Nordafrika og Mellemøsten.

I 1500-tallet blev Tunesien en del af Det Osmanniske Rige, men de lokale herskere havde i praksis en betydelig grad af selvstyre. Landet havde tætte handelsforbindelser med flere europæiske stater, og tunesiske havne spillede en vigtig rolle i Middelhavets handel.

Frankrig gjorde Tunesien til et protektorat i 1881. Den franske kolonimagt fik kontrol over store dele af administrationen, økonomien og infrastrukturen. Samtidig voksede en tunesisk nationalbevægelse, som krævede større selvbestemmelse og senere fuld uafhængighed.

Tunesien blev selvstændigt fra Frankrig i 1956. Habib Bourguiba blev landets første præsident og gennemførte omfattende reformer. Blandt andet blev uddannelsessystemet udbygget, kvinders juridiske rettigheder styrket, og polygami forbudt. Styret udviklede sig dog også i en autoritær retning med begrænset politisk opposition.

I 1987 overtog Zine el-Abidine Ben Ali magten. Han styrede landet frem til 2011, hvor omfattende protester tvang ham til at forlade landet. Protesterne begyndte efter, at gadesælgeren Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv som protest mod myndighedernes behandling af ham og manglen på økonomiske muligheder.

Oprøret i Tunesien blev begyndelsen på det såkaldte Arabiske Forår, hvor protestbevægelser bredte sig til flere lande i Nordafrika og Mellemøsten. Efter Ben Alis fald indførte Tunesien et politisk system med flere partier og afholdt frie valg. Den efterfølgende udvikling har dog været præget af økonomiske vanskeligheder, politiske konflikter og diskussioner om demokratiets fremtid.

Tunesiens økonomi er forholdsvis varieret. Landbrug, industri, turisme, minedrift, handel og serviceerhverv spiller alle en rolle. Der dyrkes blandt andet oliven, dadler, citrusfrugter, korn, tomater og vindruer. Tunesien er en betydelig producent og eksportør af olivenolie.

Industrien fremstiller blandt andet tekstiler, beklædning, elektriske komponenter, fødevarer og byggematerialer. Landet har desuden forekomster af fosfat, som bruges til fremstilling af kunstgødning. Mange virksomheder producerer varer til eksport til især europæiske markeder.

Turismen er vigtig for økonomien. Besøgende kommer blandt andet for at opleve Middelhavets strande, de historiske byer, romerske ruiner, Sahara og øen Djerba. Flere områder i det sydlige Tunesien er også blevet brugt som optagelsessteder til internationale film.

Det tunesiske køkken er præget af både nordafrikanske, arabiske, middelhavske og franske påvirkninger. Couscous er en central ret, og den stærke chilipasta harissa bruges i mange måltider. Olivenolie, fisk, lam, grøntsager, kikærter og krydderier er almindelige ingredienser.

Tunesien har et forholdsvis højt uddannelsesniveau sammenlignet med flere andre lande i regionen. Landet står dog over for udfordringer som arbejdsløshed, især blandt unge og højtuddannede, økonomiske forskelle mellem kystområderne og de indre regioner samt stigende priser og mangel på vand. Politisk usikkerhed og afhængigheden af handel og turisme påvirker også landets økonomiske udvikling.