Montenegro er et mindre land på Balkanhalvøen i det sydøstlige Europa. Landet grænser op til Kroatien mod vest, Bosnien-Hercegovina mod nordvest, Serbien mod nordøst, Kosovo mod øst og Albanien mod sydøst. Mod sydvest har Montenegro kyst ud til Adriaterhavet.

Montenegro har et areal på omkring 13.800 kvadratkilometer og en befolkning på cirka 620.000 mennesker. Det er dermed et af Europas mindre lande målt på både størrelse og befolkning.

Hovedstaden er Podgorica, som også er landets største by og vigtigste centrum for politik, økonomi, uddannelse og transport. Byen ligger i et forholdsvis fladt område, hvor floderne Morača og Ribnica mødes.

Cetinje betragtes som Montenegros historiske og kongelige hovedstad. Byen var tidligere centrum for landets politiske og religiøse liv og rummer fortsat historiske regeringsbygninger, klostre, museer og udenlandske ambassader fra tidligere perioder.

Andre større byer er Nikšić, Herceg Novi, Pljevlja, Bar, Bijelo Polje, Budva og Kotor. Flere af byerne langs Adriaterhavskysten er kendt for historiske bykerner, havne og turisme.

Det officielle sprog er montenegrinsk. Serbisk, bosnisk, albansk og kroatisk er også anerkendt som sprog i officiel brug. Montenegrinsk kan skrives med både det latinske og det kyrilliske alfabet.

Montenegro bruger euroen som valuta, selv om landet ikke er medlem af EU eller euroområdet. Euroen blev taget i brug uden en formel aftale med EU. Tidligere anvendte Montenegro den tyske mark sammen med andre dele af den daværende jugoslaviske økonomi.

Montenegro er en parlamentarisk republik. Præsidenten er landets statsoverhoved, mens regeringen ledes af en premierminister. Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, der har ét kammer.

Landet blev medlem af NATO i 2017. Montenegro er desuden kandidat til medlemskab af EU og har gennem flere år arbejdet med politiske, juridiske og økonomiske reformer som en del af optagelsesprocessen.

Navnet Montenegro betyder omtrent det sorte bjerg. På montenegrinsk hedder landet Crna Gora, som har den samme betydning. Navnet forbindes ofte med de mørke og skovklædte bjergområder, der præger store dele af landet.

Montenegros landskab er meget varieret trods landets begrænsede størrelse. Langs Adriaterhavet findes strande, klipper, bugter og gamle kystbyer. Længere inde i landet rejser stejle bjerge sig over dybe floddale, skove og højsletter.

Kotorbugten er et af landets mest kendte landskaber. Bugten skærer sig dybt ind mellem høje bjerge og omgives af historiske byer som Kotor, Perast og Herceg Novi. Området har gennem århundreder været et vigtigt sted for søfart, handel og militær kontrol.

Byen Kotor har en velbevaret gammel bydel med smalle gader, pladser, kirker og forsvarsanlæg. En lang fæstningsmur løber fra byen op ad bjergsiden. Områdets arkitektur viser blandt andet påvirkning fra den venetianske periode.

Budva er en af Montenegros vigtigste feriebyer. Den gamle bydel ligger på en mindre halvø og er omgivet af mure. Området omkring Budva har mange strande, hoteller og ferieboliger og tiltrækker besøgende fra en række forskellige lande.

Længere mod syd ligger havnebyen Bar. I nærheden findes ruinerne af den gamle by Stari Bar, som ligger ved foden af bjergene. Ulcinj tæt på den albanske grænse er kendt for sin lange sandstrand og en kulturelt blandet befolkning.

I den nordlige del af Montenegro ligger nogle af landets højeste og mest dramatiske bjergområder. Durmitor består af bjergtoppe, skove, søer og dale. Bobotov Kuk er blandt de højeste toppe i området.

Tara-floden løber gennem en dyb kløft, som regnes blandt Europas største flodkløfter. Floden er kendt for sit klare vand og anvendes blandt andet til rafting og andre former for friluftsliv.

Skadarsøen ligger på grænsen mellem Montenegro og Albanien og er den største sø på Balkanhalvøen. Søens størrelse varierer med årstiderne. Området er præget af vådområder, fiskerlandsbyer og et rigt fugleliv.

De områder, der i dag udgør Montenegro, har været beboet siden oldtiden. Regionen var blandt andet påvirket af illyriske folkeslag, græske handelsforbindelser og Romerriget.

Efter delingen af Romerriget kom området under Det Byzantinske Rige. Slaviske folkeslag slog sig ned på Balkan i løbet af 500- og 600-tallet, og der opstod senere flere slaviske fyrstedømmer.

Et af de tidlige riger i området var Duklja, som udviklede sig i middelalderen. Riget blev senere kendt som Zeta og havde skiftende forbindelser til blandt andet det serbiske middelalderrige, Venedig og andre regionale magter.

Fra 1400-tallet fik Det Osmanniske Rige kontrol over store dele af Balkan. De bjergrige dele af Montenegro bevarede dog i perioder en betydelig grad af lokalt selvstyre. Den vanskeligt tilgængelige natur gjorde det svært for fremmede magter at kontrollere området fuldstændigt.

Montenegro blev i flere århundreder ledet af ortodokse fyrstebiskopper fra Cetinje. Lederne havde både religiøs og politisk magt. Styret var tæt forbundet med lokale klaner, som spillede en vigtig rolle i samfundets opbygning og forsvar.

I 1800-tallet blev Montenegro omdannet fra en kirkeligt ledet stat til et verdsligt fyrstedømme. Landets selvstændighed blev internationalt anerkendt ved Berlinerkongressen i 1878.

Montenegro blev udråbt til kongerige i 1910 under kong Nikola den Første. Landet deltog i Balkankrigene og senere i Første Verdenskrig, hvor det kæmpede mod Østrig-Ungarn.

Efter Første Verdenskrig blev Montenegro forenet med Serbien og blev en del af det nye Kongerige af serbere, kroater og slovenere. Staten fik senere navnet Jugoslavien. Foreningen var omstridt, og der opstod modstand blandt dele af den montenegrinske befolkning.

Under Anden Verdenskrig blev Montenegro besat af først Italien og senere Tyskland. Der opstod både modstandsbevægelser og interne konflikter mellem forskellige politiske og militære grupper.

Efter krigen blev Montenegro en af de seks delrepublikker i det socialistiske Jugoslavien. Perioden var præget af industrialisering, udbygning af infrastrukturen og udvikling af turismen langs Adriaterhavskysten.

Jugoslavien begyndte at gå i opløsning i begyndelsen af 1990’erne. Montenegro forblev først i en fælles stat med Serbien og blev påvirket af krigene, de internationale sanktioner og de økonomiske problemer i regionen.

Forholdet mellem Montenegro og Serbien ændrede sig gradvist. Den fælles stat fik i 2003 navnet Serbien og Montenegro, og de to republikker fik omfattende selvstyre.

Ved en folkeafstemning i maj 2006 stemte et snævert flertal for, at Montenegro skulle være selvstændigt. Landet erklærede sin uafhængighed den 3. juni 2006. Serbien anerkendte efterfølgende Montenegro som en selvstændig stat.

Montenegros befolkning er sammensat af flere forskellige nationale og kulturelle grupper. Mange betegner sig som montenegrinere, mens andre blandt andet identificerer sig som serbere, bosniakker, albanere eller kroater.

Den østlige ortodokse kristendom er den største religiøse retning. Der findes også en betydelig muslimsk befolkning samt et mindre katolsk mindretal. Religionsfordelingen varierer mellem landets forskellige regioner og befolkningsgrupper.

Montenegros økonomi bygger især på turisme, handel, transport, energiproduktion, byggeri og service. Turismen er særlig vigtig langs Adriaterhavskysten, hvor byer, strande og naturområder tiltrækker mange besøgende.

Landet har også industri inden for blandt andet metalforarbejdning, fødevarer, træprodukter og energiproduktion. Landbruget omfatter vindruer, oliven, citrusfrugter, grøntsager, kartofler og husdyr.

Vinproduktion har en lang tradition i Montenegro. Områderne omkring Skadarsøen og Podgorica har gode betingelser for vindyrkning. Vranac er en mørk druesort, som forbindes særligt med Montenegro og andre dele af Balkan.

Montenegrinsk madkultur varierer mellem kysten og bjergområderne. Langs kysten spises meget fisk, skaldyr, olivenolie og middelhavsinspirerede retter. I indlandet er kød, ost, kartofler, brød og mælkeprodukter mere udbredte.

En kendt specialitet er njeguški pršut, som er lufttørret skinke fra området omkring landsbyen Njeguši. Regionen er også kendt for ost og andre røgede eller tørrede fødevarer.

Landets kultur er påvirket af slaviske, osmanniske, venetianske og centraleuropæiske traditioner. Forskellene mellem kystområderne og bjergområderne kan ses i både arkitektur, musik, beklædning og madkultur.

Montenegros flag har en rød baggrund med en gylden kant. I midten findes landets våben med en gylden, kronet dobbeltørn. På ørnens bryst sidder et skjold med en gylden løve, mens ørnen holder et scepter og et rigsæble.