Litauen er et land i det nordøstlige Europa og det sydligste af de tre baltiske lande. Det grænser op til Letland mod nord, Belarus mod øst og syd, Polen mod sydvest samt den russiske region Kaliningrad mod vest. Mod nordvest har Litauen en kort kyststrækning ud til Østersøen.

Landet har et areal på omkring 65.000 kvadratkilometer og en befolkning på knap 3 millioner mennesker. Hovedstaden er Vilnius, som også er landets største by og vigtigste centrum for politik, økonomi, uddannelse og kultur. Andre større byer er Kaunas, Klaipėda, Šiauliai og Panevėžys.

Det officielle sprog er litauisk. Litauisk tilhører den baltiske sproggruppe og er nært beslægtet med lettisk. Sproget har bevaret flere gamle grammatiske træk og betragtes som et af de mest konservative nulevende indoeuropæiske sprog.

Litauen er en parlamentarisk republik. Præsidenten er landets statsoverhoved, mens regeringen ledes af en premierminister. Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, som kaldes Seimas.

Landet blev medlem af både EU og NATO i 2004. Litauen deltager også i Schengen-samarbejdet og har benyttet euroen som valuta siden 2015.

Landskabet er overvejende fladt og består af skove, landbrugsområder, søer, floder og mindre bakker. Landets højeste punkt ligger kun knap 300 meter over havets overflade. Nemunas er Litauens længste og vigtigste flod og løber gennem landet mod Østersøen.

Langs kysten ligger den smalle landtange Kuriske Næs, som består af sandklitter, skove og mindre fiskerbyer. Landtangen deles mellem Litauen og den russiske region Kaliningrad. Den litauiske havneby Klaipėda ligger ved indsejlingen til den Kuriske Lagune og er landets vigtigste havn.

Litauens tidlige historie er knyttet til forskellige baltiske stammer. I løbet af 1200-tallet blev flere områder samlet under storfyrsten Mindaugas, som blev kronet til konge i 1253. Han regnes som grundlæggeren af den tidlige litauiske stat.

I middelalderen udviklede Storhertugdømmet Litauen sig til en af Europas største stater. På sit højeste omfattede riget store områder i det nuværende Litauen, Belarus, Ukraine og dele af Polen og Rusland.

Litauen var et af de sidste europæiske områder, hvor den traditionelle førkristne religion havde en stærk position. Landet blev officielt kristnet i slutningen af 1300-tallet, da storfyrst Jogaila blev konge af Polen og indgik en tæt forbindelse mellem Litauen og Polen.

Forbindelsen mellem de to lande blev styrket gennem flere aftaler og førte i 1569 til dannelsen af Det Polsk-Litauiske Rigsfællesskab. Staten havde en valgt konge og en politisk indflydelsesrig adel og omfattede store dele af Central- og Østeuropa.

I slutningen af 1700-tallet blev rigsfællesskabet delt mellem Rusland, Preussen og Østrig. Størstedelen af Litauen kom under Det Russiske Kejserrige. Det russiske styre forsøgte i perioder at begrænse litauisk sprog, kultur og politisk aktivitet.

Efter et oprør i 1800-tallet blev trykning af litauiske bøger med det latinske alfabet forbudt. Litauiske bogsmuglere bragte derfor bøger ind fra områder uden for det russiske rige. De fik stor betydning for bevarelsen af sproget og den nationale identitet.

En litauisk nationalbevægelse voksede frem i slutningen af 1800-tallet. Bevægelsen arbejdede for større kulturelle og politiske rettigheder samt for et selvstændigt Litauen.

Efter Første Verdenskrig erklærede Litauen sig selvstændigt den 16. februar 1918. De første år var præget af konflikter om grænser og territorier med blandt andet Polen og det nye sovjetiske Rusland.

Vilnius og området omkring byen kom under polsk kontrol i mellemkrigstiden. Kaunas fungerede derfor som Litauens midlertidige hovedstad frem til 1939, hvor Vilnius igen kom under litauisk kontrol.

I 1940 blev Litauen besat og indlemmet i Sovjetunionen. Kort efter blev mange litauere arresteret, deporteret eller sendt til arbejdslejre. Året efter invaderede Nazityskland området.

Under den tyske besættelse blev størstedelen af Litauens jødiske befolkning myrdet under Holocaust. Før krigen havde Vilnius været et vigtigt centrum for jødisk kultur, uddannelse og religiøst liv og blev undertiden kaldt Nordens Jerusalem.

Sovjetunionen generobrede Litauen i 1944. Landet blev derefter igen en sovjetisk delrepublik. Perioden var præget af politisk undertrykkelse, deportationer, kollektivisering af landbruget og omfattende russisk indflydelse.

Bevæbnede litauiske modstandsgrupper, kendt som skovbrødrene, fortsatte kampen mod det sovjetiske styre i flere år efter Anden Verdenskrig. Modstanden blev til sidst slået ned af de sovjetiske myndigheder.

I slutningen af 1980’erne voksede en fredelig bevægelse for større frihed og selvstændighed. Litauen deltog i 1989 i Den Baltiske Vej, hvor omkring to millioner mennesker fra Litauen, Letland og Estland dannede en menneskekæde gennem de tre lande.

Den 11. marts 1990 erklærede Litauen sig uafhængigt af Sovjetunionen. Det var den første sovjetiske delrepublik, der formelt erklærede sin selvstændighed.

Sovjetunionen forsøgte at presse landet økonomisk og politisk. I januar 1991 blev flere civile dræbt, da sovjetiske styrker angreb tv-tårnet og andre centrale bygninger i Vilnius. Litauens selvstændighed blev bredt internationalt anerkendt senere samme år.

Efter selvstændigheden gennemførte Litauen omfattende demokratiske og økonomiske reformer. Overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi medførte både nye muligheder og sociale problemer.

Landets økonomi bygger blandt andet på industri, handel, transport, teknologi, energi, landbrug og service. Litauen fremstiller blandt andet maskiner, elektronik, møbler, kemiske produkter, fødevarer og tekstiler.

Landets placering ved Østersøen har gjort transport og logistik til vigtige erhverv. Havnen i Klaipėda håndterer varer, som transporteres mellem Østersøområdet og andre dele af Europa.

Landbruget producerer blandt andet korn, kartofler, sukkerroer, grøntsager, kød og mejeriprodukter. Store dele af landet består af frugtbar landbrugsjord, mens skovene leverer træ til blandt andet møbel- og papirproduktion.

Litauens befolkning er faldet siden selvstændigheden, blandt andet på grund af lave fødselstal og udvandring. Mange litauere har bosat sig og arbejdet i andre europæiske lande. I de senere år er nogle dog vendt tilbage, mens landet også har modtaget flere udenlandske arbejdstagere.

Størstedelen af befolkningen er etniske litauere. Der findes også polske, russiske, belarusiske og ukrainske mindretal. Det polske mindretal er især koncentreret omkring Vilnius og i den sydøstlige del af landet.

Den romersk-katolske kirke er den største religiøse retning og har haft stor betydning for Litauens historie og nationale identitet. Der findes også ortodokse kristne, protestanter, jøder og personer uden religiøst tilhørsforhold.

Vilnius er kendt for sin historiske bykerne med kirker, palæer, smalle gader og arkitektur fra flere forskellige perioder. Byen har blandt andet gotiske, barokke, klassicistiske og moderne bygninger.

Kaunas ligger, hvor floderne Nemunas og Neris mødes. Byen var Litauens midlertidige hovedstad i mellemkrigstiden og er kendt for sin modernistiske arkitektur, universiteter og kulturelle institutioner.

Klaipėda har gennem historien været påvirket af både litauisk og tysk kultur. Byen hed tidligere Memel og var i lange perioder en del af Preussen og Tyskland. I dag er den centrum for søfart, industri og turisme.

Litauisk kultur omfatter folkesange, dans, vævning, træskærerarbejde og traditionelle højtider. Gamle flerstemmige sange, som kaldes sutartinės, har en særlig plads i landets musiktradition.

Basketball er den mest populære sportsgren i Litauen og betragtes af mange som en vigtig del af den nationale identitet. Det litauiske landshold og landets klubber har opnået flere store internationale resultater.

Landets madkultur er præget af kartofler, rugbrød, kød, svampe, rødbeder og mejeriprodukter. Cepelinai er store kartoffelboller med fyld af kød eller ost og betragtes ofte som en nationalret.

Andre kendte retter er den kolde rødbedesuppe šaltibarščiai, mørkt rugbrød og forskellige former for pølser, pandekager og dumplings. Retterne er ofte kraftige og tilpasset landets kolde vintre.

Litauens flag består af tre lige store vandrette felter. Det øverste er gult, det midterste grønt og det nederste rødt. Farverne forbindes blandt andet med solen og landets marker, naturen samt modet og ofrene i Litauens historie.